Over graensen til Ecuador

Det tog tid at komme over graensen til Ecuador selv om vi slap for at identificere alle tasker og aabne dem. Fra morgenstunden cyklede vi de 500 m over til graensestationen, hvor vi foerst skulle udfylde papirer for at faa udstempel i passet fra Colombia. Saa cyklede vi de faa meter hen til det ecuadorianske immgrationskontor, hvor vi igen udfyldte papirer med navn, foedselsdato, nationalitet, hvorfor og hvor laenge vi ville vaere i Ecuador osv. Saa kunne man stille op i en koe, og efter en times tid faa sit indrejsestempel i passet. 

Men dermed var det ikke gjort, for vores biler med baggage skulle jo ogsaa igennem, og det skete lidt derfra. Vi kunne ikke koere ind i Ecuador, foer bilerne var kommet igennem, og det tog yderligere en time. I det system glaeder man sig over det europaeiske system i Schengen-samarbejdet. 

Den lange nedkoersel. Det er vanskeligt at se paa billedet, hvor meget det gik nedad.

Ned ad bakke

Over aekvator - un er jeg paa den sydlige halvkugle.

Taenk sig at koere ned ad Hoeve Straede, men i 27 km i traek. Det er vildt, og det boed foerste dag i Ecuador. Vejen var flot asfalteret og svingene var bloede kurver, saa man ikke skulle bremse ned. Det var sjovt!!

Men hver gang man koerer ned, skal man jo op igen, og specielt naar man skal til Quito, Verdens hoejest beliggende  hovedstad i 2850 ms hoejde.

Ecuador er et meget smukt land. Bjergene er lidt mere bloede end i Colombia, og vejene indtil videre vaesentligt bedre. I aftes kom vi til hovedstaden Quito efter den til dato laengste etape paa 148 km - de sidste 10 km gennem Quitos industriomraade med stigninger paa den 6-sporede vej paa op til 11 procent. Hviledagen i Quito skal bruges til at ordne cyklen, koebe reservedele og faa vasket toej. Det traenger, for det lugter ikke godt.

Inden vi kom til Quito, skulle vi dog passere aekvator. Det skete ca. 60 km foer Quito, og paa det tidspunkt var gruppen splittet, saa der blev ikke noget samlet gruppebillede. Derimod tog vi tre, der koerte sammen, billeder af hinanden foran skiltet, der markerer Jordens midte.

Quito

Vulkanen Cotopaxi

Det var ikke meget af Quito, jeg fik set. Faktisk kom jeg ikke laengere vaek fra hotellet end hoejst en kilometer, for en raekke af mine goeremaal tog lang tid. Jeg skulle fx have et nyt SIM-kort, og den ekspedition varede naesten en time.

Men jeg blev klar til den videre faerd gennem Ecuador. Lige syd for byen kunne man se vulkanen Cotopaxi paa 5897 m. Det roeg op af toppen, og faa dage senere varslede man vulkanudbrud.

I regn og kulde

Ijunglen i regnvejr.

Ude af Quito koerte vi op ad en lang stejl stigning og naaede op i ca. 4000 meters hoejde, foer det gik lidt nedad mod dagens endemaal. Oppe paa toppen regnede det voldsomt, der var en haard modvind og temperaturen var meget lav, saa da jeg naaede lejren, rystede jeg af kulde. Den laa heldigvis ved en varm kilde, som man udnyttede i en swimmingpool med 25-30 graders varmt vand. Men oppe i luften igen var det koldt og naeste dag silede regnen ned igen.

Det er maaske ikke saa underligt, at det regner meget her. Vi er i et omraade med regnskov og Amazonfloden udspringer i dette omraade. Regnskoven er meget frodig og groen, og der er et rigt dyreliv. Hele dagen hoerer man fuglestemmer og ser spurvefugle, og er man heldig kan man ogsaa moede en lille bjoern, der ikke er farlig for mennesker her. Kondoren har ogsaa hjemsted i disse bjerge, men den er sjaelden at se, sikkert fordi der kun er ca. 100 tilbage. Den kaempestore fugl goer heller ikke saa meget for at udvide bestanden: den laegger et aeg hvert andet aar!

Vi har nu et par dage koert mere nedad end opad og er kommet til mere venlige temperaturer om end det stadig regner meget. I dag older vi hviledag i en mindre by, der hedder Puyo og proever at faa toerret det vaade grej.

Ecuador - et land i skyggen af USA

Ecuador er et land, der gennem mange aar har vaeret afhaengig af USA. I midten af 1900-tallet havde det amerikanske firma United Fruit opkoebt saa store arealer i Ecuador, at det i hoej grad kunne paavirke den politik, som landet foerte. CIA udviste stor interesse for landet, bl.a. gennem agenter ansat i United Fruit, og lokalt er opfattelsen, at CIA og United Fruit staar bag mange af de praesidentskifter, der har vaeret.

Landet har ikke en selvstaendig moentfod, men betaling foregaar i US-dollars. Landet er verdens stoerste bananproducent, og stoerstedelen af produktionen ejes af United Fruit, der ogsaa soerger for eksport mv.

Befolkningen baerer tydelige indianske traek og taler spansk. Man skal vaere heldig, hvis man moeder en, der kan tale engelsk.

Aendringer i rejseplanen

Lejr paa sportspladsen. Huset til hoejre er toilet og bad - med koldt vand.

Ogsaa i Ecuador er der imnd imellem uro. En dag blev vi standset midt ude i junglen ved en bro over en flod. Et stoerre politiopbud ledsaget af militaer forklarede, at der nogle kilometer laengere fremme var en domonstration i gang, og at det var usikkert at koere derhen. Demonstarationen var led i en landsdaekkende demonstration mod praesidenten, der ville aendre forfatningen, saa han kunne genvaelges. Den var ikke styret af lokalbefolkningen, men af udefrakommende, som flere steder i landet havde annonceret demonstrationer.

Vores leder valgte at finde et sted, hvor vi kunne slaa lejr for natten, selv om vi kun havde koert halvdelen af dagens etape. Naeste dag var det saa meningen, at vi skulle indhente det forsoemte, men da vi kom til byen Macas var der demonstrationer her, og vi samledes derfor paa en restaurant lige uden for byen for at sikre, at alle kom igennem.

Der gik et par timer, inden alle var kommet frem, og derfor var det formaalsloest at proeve at koere hele etapen. Igen maatte lederen ud for at finde et sted, vi kunne slaa lejr. Vi er ikke kraevende, men vil jo gerne have et - maaske blot koldt - bad, mulighed for at komme paa toilettet og gerne en lille kiosk, hvor vi kan koebe drikkevarer. Og igen lykkedes det at finde et sted, hvor vi kunne vaere for natten.

Nu var vi et godt tykke bagefter det planlagte, og derfor tilrettelagte lederen en tur paa 170 km med 37-3800 meters stigning, idet han dog sagde, at det ikke ville vaere dagsturen. Han ville fra morgenstunden finde et sted inden det sidste bjerg eller maaske et lille stykke oppe ad stigningen. I en lille landsby fik han lov til at benytte byens boldbane, der bestod af et cementgulv og et tag, men ingen sidevaegge. Lokalbefolkningen blev saa glade for at faa besoeg af os, at man spontant arrangerede en opvisning af traditionelle danse om aftenen, Bagefter domonstrerede den lokale medicinmand sin behandling af en af rytterne, der tidliger paa dagen var styrtet og have slaaet laaret.

Den lokale medicinmand behandler Asha for de skader, han har paadraget sig tidligere paa dagen.

Til pilgrimsprocession i Loja

I aftenens menneskemylder lykkedes det at faa et billede af jomfruen, da hun blev baaret i tronstol frem mod domkirken.

Byen Loja med ca, 185.000 indbyggere ligger i 2100 meters hoejde og har et behageligt klima. En gang om aaret er der en pilgrimsvandring til byen, og den slutter med en stoerre procession gennem byen den 20. august frem til domkirken paa torvet.

Den dag koerte vi ind i Loja og skulle have hviledag dagen efter, saa der var tid til at komme ind paa torvet og se processionen med jomfruen blive baaret frem til domkirken. Den naermere forklaring paa, hvorfor netop Loja er hjemsted for Fiesta of the Virgen del Cisne fandt jeg ikke ud af.

I oevrigt var vi nogle stykker, der ved et tilfaelde dumpede ind paa en mexikansk restaurant og fik en middag, som vaerten haevdede, man havde lavet paa noejagtig samme maade i 20 aar. Og da jeg kom hjem til hotellet med navnet Howard Johnson, opdagede jeg, at netop den restaurant var omtalt som af to i Loja i Lonely Planet.

Endnu et billede fra den frodige jungle. Jordskred som det i baggrunden er hyppige. Jorden skyller ud over vejen og river til tider ogsaa vejbanen med. Saa hvor vi i Danmark maa slaas med sne, slaas de i Ecuador med gravemaskiner mod jordskred.

Spaendende overnatningssteder

Swimmingpoolen med rigmandens villa i baggrunden.

Der udfoldes stor fantasi for at finde overnatningssteder til os, helst med mulighed for at faa et brusebad. Det er naesten alle steder i koldt vand, men det vaenner man sig til.

Et af de sidste steder, vi boede i Ecuador, havde en saerlig historie: Det var i udkanten af en mindre by paa vej ud af junglen og ind i toert, bush-agtig oerken. er havde en rigmand anlagt en stor swummingpool, som skulle fungere som badeland for de omkringboende. Ved siden af svoemmelandet havde han opfoert en luksusvilla. Alt omkring svoemmepoolen var opfoert i en for omraadet ualmindelig flot kvalitet. Men han kunne ikke rigtig faa badelandet til at fungere paa forretningmaessig basis, saa han havde lukket det. Da vores planlaeggere kom forbi, syntes de, at det ville vaere et godt sted til en overnatning, saa de opsaegte rigmanden og fik ham til at aabne badelandet og endda fylde vand i den ene af de to swimmingpools. Hvad der skulle ske, naar vi var koert videre, ved jeg ikke, men mon ikke han proever at genoplive badelandet. Mens vi boede der, oprettede den lokale koebmand en lille butik med oel og vand og tre af byens restauranter  tilboed mad-ud-af-huset leveret paa poolkanten. I oevrigt boede rigmanden ikke i sin pragtvilla, for han havde et par andre villaer, som han hellere ville bo i. Og hvad var han blevet saa rig af? Jo, hans familie havde i generationer haft bananplantager, der havde givet et godt afkast.