Beskrivelse

Et nyt og anderledes land

Huse opfoert i adobe, nogle lerklinede, andre staar i de raa sten.

Saa kom vi til Peru. Graensepassagen her tog et par timer, mest af alt fordi de peruvianske myndigheder ikke kunne faa deres PC til at virke. Men til sidst lykkedes det, og vi kunne forlade de smaa sandfluer, der bed paa arme og ben, mens vi stod i koe og ventede.

Peru er et andet land. Landskabet har aendret karakter. der er mere fladt end vi havde oplevet i de to foregaaende lande og vegetationen er praeget af vandmangel. Ind imellem kommer vi til smaa omraader, hvor vandet er saa rigeligt, at de dyrker ris.

Befolkning, levevis og huse er ogsaa anderledes, og minder mig om det, jeg saa, da jeg var i Etiopien. Stoev og halvfaerdige huse praeger byerne og fattigdommen er ret udtalt. Husene er ofte opfoert i saakaldte adobe-sten, som er ler blandet op med halm og derefter soltoerret. Det er en metode, som har vaeret anvendt i mange hundrede aar og fungerer godt i et omraade, hvor det sjaeldent regner. 

Og saa vrimler det med moto-taxies, som man ogsaa kender fra Afrika og Asien under navnet tuc-tucs. Det er smaa motorcykler, hvor man i stedet for baghjul har monteret to hjul, et saede og et tag. Her kan kunderne saa sidde og lade sig transportere rundt.

Ved historiske steder

En sf de staerkt nedbrudte Tucumepyramider.

Et af de foerste steder, vi er kommet til i Peru, er Lambayeque. Lige inden vi kom til byen, passerede vi en raekke historiske steder. Et ste var der en del ruiner fra foer-colombiansk tid (omraadet har vaeret en del af Storcolombia under spanierne), men ogsaa foer-inkatiden. 

Lidt laengere fremme i byen Tucume standsede vi op for at se 20 pyramider opfoert i adobe. Pyramiderne smuldrer voldsomt, hver gang det regner, og derfor er der planer om en overbygning, saa man kan skaane resterne.

Pyramiderne er opfoert af en rig og veludviklet kultur, og har ligget hen, indtil Thor Heyerdahl i 1980-erne fik interesse for dem i sine bestaebelser paa at fremskaffe dokumentation for teorien om, at den sydamerikanske oprindelige befolkning var indvandrere fra Stillehavsoerne. Han og KonTiki-museet i Oslo kastede penge i udgravninger af pyramiderne og selv stod han i spidsen for udgravningerne i perioden 1988-94, hvor han boede i Tucume.

I tilknytning ril udgravningerne, der stadig paagaar, har man opfoert et flot lille museum, hvor man dels fortaeller om Tucume-kulturen, dels viser nogle af de krukker, soelvsmykker og klaedningsgenstande, som man har fundet. I oevrigt har man ogsaa fundet boerneskeletter, og man mener, at det har vaeret ofringer til guderne i aar, hvor El Nino har aendret klimaer, saa man ikke kunne dyrke afgroeder. 

Videre frem skulle vi have vaeret fordi yderligere nogle pyramider, der har rummet nogle kongegrave, men vores lejrplads har svigtet, saa i stedet holder vi to hviledage i Pacassmayo ved Stillehavet, inden vi koerer videre mod Lima. Hviledagene falder sammen med en hoejtidsdag, saa i Pacasmayo har der vaeret lejlighed til at se boerns danseopvisning i aftes og en stoerre parade foran raadhuset her til morgen.

Solnedgang over Stillehavet. Det er udsigten fra det hotel, hvor vi bor paa hviledagene.

Ingen postkort

Minitaxia ser man overalt i byerne - om aftenen med eller uden lys.

I Colombia, Ecuador og i Peru har jeg ledt efter en butik med postkort, naar jeg kom til en by. Men postkort og posthuse findes ikke rigtigt her. I en by spurgte jeg og fik at vide, at naermeste posthus laa 40 km vaek.

Man skulle mene, at i en ferie- og badeby som Pacasmayo ville der vaere mulighed for at faa postkort, men nej!! Folk benytter Nettet i dag, saa hvis der nogen af mine laesere, der haaber paa et postkort fra Sydamerika, maa jeg desvaerrre skufe dem.

Gennem oerken mod Lima

Til gengaeld kan man holde et par gode dages fri i Pacasmayo. Der er en afslappet stemning, Stillehavet buldrer lige uden for vinduet, og der er gode restuaranter og cafeer. Vi var der paa et tidspunkt, hvor man fejrede en helligdag: Santa Rosa de Lima. Om dagen gik boern ifoert folkedragter gennem byen i et optog med piber og trommer, om aftenen optraadte boern med dans paa havnepladsen og naeste formiddag holdt spejdere, det frivillige brandvaern og noget, der lignede hjemmevaernet, parade foran raadhuset.

Og ellers gik tiden med at nyde den peruvianske specialitet cevisa, er er raa fisk lynmarineret i limesaft og tilsat roedloeg, koriander og andet godt. Nogle noed ogsaa et glas - eller flere - cisco, der er en staerk spiritus.

Herefter koerte vi videre mod Lima i en oerken, der kilometer efter kilometer bestod af sand og et enkelt sted en klit. Vi koerte meget af tiden paa Den Panamerikanske Highway, men lavede enkelte afstikkere paa grusveje for afvekslingens skyld og fordi der var saerlige forhistoriske ting, som var vaerd at se.

Et saadan var ruinbyen Chan Chan. Det er Verdens stoerste by opfoert i adobe og var engang Sydamerikas stoerste by. Der er det saerlige ved byen, som var hovedby i Chimu-dynastiet, at hver gang en konge doede, forlod befolkningen bydelen og byggede en ny bydel. Da dynastiet varede 9 konger, er der saaledes ni bydele, alle opbygget efter en stram arkitektonisk plan. Byen er ikke fuldkommen udgravet endnu, men den ene bydel er faerdigudgravet og rekonstrueret. Den brugte jeg et par timer paa at gaa igennem - et imponerende vaerk omkranset af en 9 m hoej bymur.

Et andet sted drejede vi fra hovedvejen ind i landet i en nationalpark. Vi kom fra ren sandoerken til groenne bjerge paa 2 minutter. Det regner aldrig i disse bjerge, men om vinteren (fra omkring maj til september) driver luften fra havet ind over bjergene som taage, og det giver fugt til planterne. Det var tydeligt, at vi var der i slutningen af vinteren, for planterne toerstede tydeligvis allerede, og om en maaned vil de vaere visnet bort.

Ellers var den eneste afveksling i landskabet en enorm maengde kyllingefarme, der var placeret langs hovedvejen. Peruvianerne spiser meget kylling, og vi har nok set flere hundrede kyllingefarme i den golde sandoerken.

 

Millionbyen Lima

Endelig kom vi til millionbyen Lima, der nu har omkring 10 millioner indbyggere. Vandringen fra land til by sker ogsaa i Peru, og samtidig er der en tilflytning til byen fra Europa. De sidste 40-50 km koerte vi i konvoj gennem et trafikkaos, som ikke kan beskrives. Hvis vi ikke havde koert i konvoj, kan jeg have min tvivl om, hvor vidt vi alle var naaet frem til hotellet i den sydlige del af Lima.

Jeg havde faaet at vide, at solen aldrig skinner i Lima, og hvis mine erfaringer kan bruges som grundlag for den paastand, saa er det korrekt: skolen skinnede ikke den dag, vi koerte ind i Lima, det var smaaregnvejr paa vores hviledag, og solen skinnede heller ikke, da vi koerte ud af Lima igen.

Jeg havde en vigtig opgave, jeg skulle loese i Lima. Mine tvivlsomme oplevelser med Bancolombia skulle klares, og jeg havde faaet Helle til at skaffe et nyt Visakort, som hun sendte til det danske konsulat i Lima. Saa straks fra morgenstunden paa hviledagen tog jeg en taxi til konsulatet, der imidlertid ikke havde modtaget noget til mig. Saa jeg tog tilbage til hotellet for at maile til Helle, at hun skulle kontakte mig, men just mens jeg sad og skrev, fik jeg en mail fra konsulatet, at nu var brevet kommet. Saa aandede jeg lettet op og om aftenen var vi noge stykker, der tog ind i byen for at faa et godt maaltid paa en af byens fantastiske restauranter. Og det kan man godt goere igen en anden gang, hvis man kommer til Lima.

Selv om det er svaert at mangle sit Visakort, havde der jo nok vaeret andre muligheder for at faa fat i penge. Banken kunne fx havwe overfoert en sum til Tour dÁfrique, som saa havde udbetalt dem i kontanter til mig - der loeber trods alt i forvejen nogle penge igennem det foretagende, naar de skal koeber mad til 45-50 sultne cyklister. Vaerre saa det ud for en ung pige, som kom ind paa konsulatet, mens jeg sad der. Hun var paa en rundrejse i Peru alene, og paa et tidspunkt fredag eftermiddag var hun i bus paa vej til Lima. En ung mand tilboed at laegge hendes taske op i bagagenettet, hvilket hun tog imod. Lidt senere skulle den unge mand af og tog sin egen taske i bagagenettet, men da den unge pige skulle af, konstaterede hun, at han i stedet havde taget hendes taske, mens hans var ganske tom. I oigens taske laa hendes pas, alle hendes penge og kreditkort, flybilletten hjem om en maaneds tid og hendes mobiltelefon. Naar man har en saadan, taenker man ikke paa telefonnumre . man trykker bare "mor" eller "Sofus" eller hvem man nu skal have fat i - saa hun kunne ikke faa fat i familien, og konsulatet var lukket for weekenden. Hun var kort sagt paa den. Heldigvis hjalp en venlig familie i Lima hende med husly og mad hen over weekenden og i loebet af natten kom hun ogsaa i tanke om sin mors telefonnummer.

Hun var nu kommet ind paa konsulatet for at faa et noedpas, men konsulatet skulle have 160 USD for at udstede det, og hun havde jo ikke mulighed for at faa en bankkonto i Lima, fordi hun ikke kunne fremvise pas. Hvordan de loeste det problem ved jeg ikke, men i hvert fald var pigen fra Aarhus vaek anden gang jeg var paa konsulatet, saa mon ikke de har fundet en loesning.

De ialt fire koereture i taxa i Lima frem og tilbage fra konsulatet var en oplevelse. Dygtige chauffoerer flettede ind og ud mellem busser, privatbiler,andre taxier og store lastbiler uden smaalig skelen til faerdselsregler; hver gang, der var en mulighed for at komme frem, blev den udnyttet. Det foregik i en flydende koersel, saa det virkede ikke hasarderet. -Og saa har jeg konstateret, at der i hvert fald er fire forskellige ruter mellem hotellet i Minaflores-bydelen og konsulatet i bymidten.

Videre sydpaa

Fra Lima koerte vi videre langs Stillehavet, meget af tiden paa Den Panamerikanske Highway. Turen foregik fortsat i kedelig oerken med masser af sand og kun smaa stigninger. I Lima stoedte 6 nye folk til, bl.a. et par fra Holland, som jeg har koert lidt med i Afrika for et par aar siden. Nu moedtes vi igen i et af Verdens toerreste omraader, hvor der kun falder 4 mm nedboer - om aaret.

Paa disse kedelige transportetaper proever ledelsen af lave lidt for afvekslingen. Nogle gange sendes vi ud i en sloejfe over daarlig grusvej, andre gange arrangerer de et eller andet, der kan faa os til at samle tankerne om andet end sand.

En dag havde de arrangeret en holdtidskoersel med hold paa 4-5 deltagere. Det saerlige ved denne holdkoersel var, at holdet paa forhaand skulle gaette paa, hvor laenge de ville vaere om at koere den 25 km, det drejede sig om. Hvis man var laengere end den anslaaede tid om at koere turen, var man ude af konkurrencen, men ellers gjalt det om at komme saa taet paa som muligt, samtidig med at man skulle koere saa hurtigt som muligt. Mit hold beregnede, at vi kunne koere de 25 km paa 53 minutter, men desvaerre var ruten 25,2 km, saa vi kom 5 sekunder for sent.

En anden dag skulle vi danne hold paa 5-6 deltagere. Holdet maatte ikke vaere identisk med tidskoersel-holdet og maatte hoejst indeholde en af de nyankomne. Endelig skulle holdet repraesentere flere forskellige kontinenter. Da alle var kommet paa hold, fik vi at vide, hvad opgaven gik ud paa: holdet skulle lave 7 forskellige fotos af fx noget soedt og surt, holdet samlet til frokost, et billede der viste, hvad hver enkelt paa holdet var bedst til osv. Der var saaledes 7 kriterier, der skulle opfyldes, men vi havde glemt et. Til gengaeld vandt vi praemien for de mest morsomme billeder.

I Nazca

Kan man se figuren midt i billedet?

Saa naaede vi Nazca, hvor vi holdt hviledag, saa vi kunne faa lejlighed til at se de mystiske Nazca-linier. Og de er virkelig et mysterium. Nazca-folket, der levede fra omkring 700 f. Kr. til 400 e. Kr. i omraadet nord for det nuvaerende Nazca, skabte nogle enormt store tegninger i oerkenen ved at flytte sten i ca. 10-15 cm bredde, hvor saa kun sandet laa tilbage som en streg. Nazca-linierne er flere hundrede meter lange og viser en fugl, en haand, en hund eller andet. Man kan ikke se figurerne, naar man staar paa jorden, og derfor var vi nogle stykker, der havde koebt en times flyvetur hen over figurerne. Vi skulle egentlig have vaeret 4 i flyet, men af en eller anden aarsag blev vi delt i to fly, hvilket kun gav stoerre mulighed for at se figurerne.

Hvad formaalet med figurerne har vaeret, ved man ikke. Muligvis har det vaeret et tegn til guderne. Nazca-folkets sprog er uddoedt, og man har ikke skriftlige kilder fra dem, men man har fundet nogle kranier og skeletter uden hoved, hvilket goer, at man mener, man har haft guder, som man har ofret til, maaske specielt i de mest toerre perioder.

Og i morgen er det slut med ferieturen paa flad landevej. De naeste 7 dage skal vi koere op til Cusco med stigninger paa op til 3100 hoejdemeter paa en dags etape paa 90 km. Undervejs k¡skal vi have lejer i 4200 meters hoejde, saa nu skal det varme toej i brug. Til gengaeld venter beloenningen i Cusco: 3 hviledage, som jeg bla. skal bruge til at besoege Machu Pichu, der for mig har vaeret et af de ting, jeg har glaedet mig mest til.

Beskrivelse

Ind over Andesbjergene

Lejren i 4200 m hoejde med en fantastisk udsigt.

Fra Nasca begyndte 7 dage, hvor der skulle arbejdes, men ogsaa 7 dage med fantastiske naturoplevelser. Vi koerte op i Andesbjergene, hvor lejrmulighederne er begraensede, saa vi maatte flere dage slaa vores telte op i sten og sand uden mulighed for bad, toilet eller andre faciliteter. Andre dage overnatter vi i hoteller i smaa bjergbyer, der sikkert aldrig har haft saa mange udenlandske besoegende. Det bevirker, at de er meget venlige og imoedekommende, og naar man sidder paa torvet, som alle sydamerikanske byer er udstyret med efter spansk dekret, kommer de hen for at blive fotograferet og snakke. Det sidste er dog svaert, naar man ikke kan tale spansk.

Vi koerte i hoejder paa over 4000 m, ja faktisk var vi en dag oppe paa 4458 meters hoejde over havets overflade ifoelge hoejdemaaleren i min cykelcomputer. Det var varmt om dagen, ikke mindst naar man skulle opad i 20-40 km, men til gengaeld var det hundekoldt om natten.

En nat havde vi lejr paa en slette med sten og grus. Mellem stenene voksede der ind imellem noget lavaagtigt, men ellels var der helt oede. Sletten skraanede svagt ned mod en bjergsoe, og bagved taarnede bjergene sig op. Det var saa fantastisk smukt, at man kunne sidde i timevis og nyde synet. Men til aftenblaeste det op, og da solen gik ned, blev det koldt - saa koldt, at alle umiddelbart efter aftensmaden og opvasken kravlede i deres sovepose i teltet, selv om klokkenendnu ikke var 7.

Da vi naeste morgen fandt vores tallerkender frem, var opvaskevandet frosset til is, og nogle af de andre havde maalt temperatur paa minus 5 grader i loebet af natten.

En anden nat havde vi laant en skoles fodboldbane til lejr. Skolens engagerede leder havde sagt, at man ikke ville have leje for fodboldbanen, men hvis vi ville give noget, maatte det vaere noget, der kom boernene til glaede. Saa der var koebt bolde, ketsjere, sjippetov osv., som blev overrakt til skolen om morgenen inden vores morgenbord. Alle boern, laerere og foraeldre var moedt op kl. 6 om morgenen. Der blev holdt taler og boernene optraadte med sange.

Og saa havde vi passeret de hoejeste punkter paa den del af turen og koerte nedad mod Cusco - Verdens navle. Det var en lang nedkoersel paa naesten 100 km i en kloeft langs en flod, inden i igen skulle opad.

I Verdens navle

Plaza de Armas set fra katedralen.

De sidste par hundrede kilmetre mod Cusco boed paa eksempler paa inkaernes faerdigheder med at bygge. En nat havde vi lejr ved et monument, som man ikke helt kender funktionen af. Da spanierne kom, har de revet dele af monumentet ned og bygget nyt efter ders byggeskik. Resultatet i dag er, at inkaernes fundamenter i tilhuggede sten stadig staar, men spaniernes bygninger smuldrer vaek.

Men noget af det, jeg virkelig havde set frem til, var inkaernes hovedstad Cusco, der betyder Verdens Navle. Turen ind til byen var ikke oploeftende; alle steder floed det paa peruviansk vis med husholdnings- og byggeaffald, og vejens overflade var delvis oedelagt, saa den naesten ikke var til at koere paa. Dertil kom en hidsig og kun delvis lovlig  trafik. 

Vores hotel laa inde i midtbyen mellem de gamle inkabygninger og de bygninger, som spanierne har bygget paa inkabygningernes fundamenter. Her var rent og meget turistpraeget. Der bor omkring 500.000 indbyggere i byen, og der kommer hele tiden flere til. Men turiststroemmen er meget stoerre, omkring 2,5 mill. pr. aar. 

Vi havde tre hviledage i Cusco, hvoraf nogle af os havde besluttet at anvende de to paa en udflugt til Machu Picchu, mens den 3. dag blev anvendt paa sightseeing i Cusco, afslapning og loesning af de opgaver, der skal loeses - ordne cykel, skrive dette osv.

Jeg fik tid til at se Plaza de Armas, hvor inkaerne blandede jord fra de erobrede omraader med stoevet paa pladsen som symbol paa det nye omraades indlemmelse i riget. Det har ogsaa paa Plaza de Armas, at den sidste inkakonge blev henrettet af spanierne i 1572.

Jeg fik ogsaa tid til at se den imponerende katedral, der straaler af guld fra altertavle og andre store tavler. Man kan komme op i taarnet og se ud over Plaza de Armas, hvor kvinder i dag sidder og vaever inkataepper, selvfoelgelig til aere for  turister. 

Plaza de Armas

Udflugt til Machu Picchu

En mur af tilhuggede sten skabt uden brug af maskiner, kraner, dyr eller andet.

En af de ting, der trak, da jeg valgte at cykle denne tur, var muligheden for at besoege Machu Picchu. Det er godt nok dyrt og besvaerligt, for man har lagt begraensning paa, hvor mange der kan besoege stedet hver dag, men naar man maaske kun en gang i livet kommer taet paa et af Verdens syv vidundere, kan man ikke lade den chance gaa fra sig. Machu Picchu blev opfoert omkring 1460, men forladt kort foer spanierne kom, hvilket formentlig er aarsagen til, at den var fuldstaendig glemt indtil 1911. Stedet er derfor meget velbevaret og paa Unescos Verdensarvsliste.

Vi var 8, der stod tidligt op og med bus og tog rejste ned til byen Auguas Calientes, som er det sted, alle skal igennem for at komme til Machu Picchu. Og det baerer byen praeg af: der er nok flere restauranter end indbyggere i byen, souvenirbutikker overalt og hotellerne skyder op til glaede for de turister, der skal op for at se solen staa op gennem Solporten.

Fra Auguas Calientes koerer busser i pendulfart ad en snaever bjergvej til indgangen til MachuPicchu. Her skal alt stort bagage afleveres, man skal fremvise sin billet, der er bestilt i forvejen og paafoert pasnummer og dato. De kontrollerer ved indgangen, at billetindehaver og det fremviste pas stemmer overens, stempler billetten, hvorefter man kan komme ind. Hvis man skal paa toilettet undervejs under besoeget, skal man ud igen, for der er hverken toiletter, isboder, souvenirkiosker eller andet inden for det afgraensede omraade. For at komme ind igen skal billetten have et nyt stempel. Hver billet kan kun stemples to gange. Besvaerligt og bureaukratisk - men det er jo godt, de passer paa verdensarven.

Inde i Michu Picchu blev vi vist rundt af en yderst kompetent, venlig og humoristisk guide, som vi havde med fra Cusco. Han var universitetsuddannet ekspert i inkariget og havde specielt forsket i inkaernes evne til at skabe optimale levevilkaar vest for Andesbjergene, I selve Andesbjergenes hoejder og i junglen oest for Andes.

Machu Picchu er et fantastisk syn - et byggeri af enorme dimensioner udfoert dels i granitagtige sten, som er lagt, saa de danner en solid og fast mur, dels i tilhuggede sten, der er tilpasset saa praecist, at du ikke kan klemme en kniv ind imellem.

Machu Picchu har vaeret landsted for kongen, men har ogsaa haft en religioes betydning. Det er bygget op ad et bjerg (inkaerne var jordbrugere og brugte derfor ikke flade arealer til byggeri) og foran, bagved og ind imellem har de bygget terrasser op, hvor de har dyrket korn og andre afgroeder. Terrasserne er draenet, saa man har skabt optimale dyrkningsvilkaar, og det der endda saadan, at inkaerne har indsamlet erfaringer fra hver enkelt terrasse, saa den enkelte terrasse er blevet anvendt til netop den kornsort eller plante,der trivedes bedst i terrassens temperatur og fugt.

Til Machu Picchu  havde inkaerne etableret en raekke stier. Mest beroemt er Inkastien, som vi ikke gik paa, dels fordi der er lagt kraftige begraensninger paa det det daglige  antal vandrere, dels fordi en vandring tager tre dage. Men vi gik lidt hen af den anden sti for at se Inkabroen, der egentlig er en indhugget gangstil/trappe i en bjergside. Selve broen kan man ikke gaa paa, men vejen derhen er en af de andre inkastier og i sig selv en bygningsmaessig bedrift.

Vi overnattede i Auguas Calientes og brugte andendagen til at bestige Machu Picchubjerget (Machu Picchu betyder "det gamle bjerg"), en laengere kravletur op ad en trappeformet sti, som inkaerne har bygget. Paa toppen kan man have en fantastisk oversigt over Machu Picchu, hvis det ikke er overskyet. Det var der, da vi kom op, saa vi maatte saette os en times tid paa toppen og vente paa, at skyerne fortrak. Men saa var synet der ogsaa - imponerende og ubeskriveligt. Mine billeder yder ikke oplevelsen fuld retfaerdighed!

Machu Picchu set fra bjerget. Man mener, der har boet under 1000 mennesker i Machu Picchu, men der har vaeret over 10.000 i gang ved opfoerelsen.

Besoeg paa en sivoe

Ca. 425 km fra Cusco ligger byen Puno med 250.000 indbyggere. Byen er for saa vidt ikke noget saerligt, man den ligger lige ud til Titikakasoeen. Ud for Puno i soeen vokser siv i store maengder. Og nogle mennesker har fundet ud af at hoeste siv, flette dem sammen og paa den maade skabe nogle kunstige oeer i Titikakasoeen.

Det gjorde de mennesker ikke for at skabe en turistattraktion i det 21. aahundrede, men for at slippe for inkaerne. Los Uros kaldes oeerne, og der er 86 oeer, som man kan besoege med smaa turbaade fra Puno.

Jeg var paa forhaand blevet advaret om, at det var meget turistpraeget, men jeg synes alligevel, at jeg maatte se, hvordan man lever paa saadan en oe. Saa jeg koebte en billet til en turbaad og sejlede ud.

Sivoeerne ligger paa to lange linier lige uden for sivskoven og udgoer et helt lille samfund. Paa den oe, jeg besoegte, boede tre familier. Man gik i land paa bloede siv, der var lagt oven paa nogle toerveblokke. Efterhaanden som sivene gik i forraadnelse, laegger beboerne nye lag af siv ovenpaa. Paa oeen var der tre smaa etrums-huse, for vejret er saadan, at man kan leve udenfor paa oeen stort set hele aaret. Madlavningen foregaar paa et baal ovenpaa en stor stenplade, for man kan jo ikke have baal direkte paa sivene. Ud over de tre huse var der ogsaa et udkikstaarn, saa befolkningen kunne holde oeje med ild paa den andre oeer. Praesidenten paa oeen (en saadan havde man ogsaa) viste os besoegende med en sten bundet til et reb, at under oeen var der 16 m vand.

Oprindelig har Uros-folket levet af fiskeri i Titikakasoeen, men nu har jeg fornemmelsen af, at hovedindtaegten er turisme. Vi blev praesenteret for deres husflid og haandarbejder og kunne da ogsaa proeve det.

Efter besoeget paa den lille sivoe sejlede vi i en sivbaad til hovedoeen, og her var der turisme -  souvenirboder, restaurant, salg af drikkevarer osv.

Uros-folket var meget gaestfrie og fortalte paa et blandet spansk og lokalsprog om deres liv og hvordan de arbejdede med oeen. Men deres tilvaerelse er meget indrettet paa, at der kommer turister. Nu og tidligere mens de var fiskere har de levet et liv uden de store fordringer til livet -  en lille oe paa maaske 2-300 kvadratmeter, en lille hytte, hvor familien sov samlet i det eneste rum og saa liv paa vandet for resten.

Uros-folket bor som naevnt i Titikakasoeen, der er den hoejest beliggende farbare soe i verden, 3800 m over havet. Soeen er ganske stor, 8500 kvadratkilometer. Soeen deles mellem Peru og Bolivia, og praesidenten fortalte med et glimt i oejet, at man gjorde sig store anstrengelser for at fortoeje oeerne, saa de ikke floed over til Bolivia.

 

 

Paa vej ud af Peru

Titikakasoeen ligger paa graensen mellem Peru og Bolivia, og begge lande ejer en del af soeen. Vi var nu naaet til graensen, men inden vi forlader Peru er der to ting, der skal naevnes:

1. Affald

Naar man kommer fra Colombia og  Ecuador slaar det en, hvordan man loeser affaldshaandtering i Peru. Alle steder langs vejen flyder det med affald, og uden for landsbyerne ligger dynger af affald. Det er baade koekkenaffald og bygningsaffald. Og det mest problematiske er nok, at der i affaldet er meget plastic, som jo ikke bare nedbrydes.

2. Valg af praesident

I 2011 var der valg til praesident i Peru. Valgperioen er 5 aar og den siddende praesident kan ikke genvaelges. Det betyder, at der skal vaelges ny praesident i 2016, og det har man allerede taget hul paa. Det sker lidt anderledes end i Danmark.

Overalt paa mure og huse ser man allerede nu et logo og ofte navnet paa en kandidat. Det kan ogsaa vaere  navnet paa partiet, men kendetegnende er, at det er en total ensartet layout og en opsaetnng uden budskaber. Saa kan man jo heller ikke bagefter blive anklaget for loeftebrud. Det, vi saa mest, var et K og KEIKO, saa han/hun/det parti har sikkert flest penge til at foere valgkamp.

Andre partier har et logo i form af en le, et indianeransigt, en mor med barn osv. Naar man saaledes bruger billeder og piktogrammer haenger det sammen med, at der er en del analfabetisme i Peru - isaer paa landet og isaer blandt kvinder. De stemmer er jo gode at faa fat i, og som jeg har forstaaet det vil piktogrammet ogsaa optraede paa stemmesedlen.

Som naevnt kan praesidenten ikke genvaelges, men vi saa navnet Alan nogle gange, og praesidenten frem til 2011 hed Alan, saa jeg forestiller mig, at han proever at faa en ny periode som praesident.