Saa er vi i gang

Loerdag morgen kl. 7 startede vi paa vores tur. Vi koerte gennem Cartagena i konvoj, og det var godt, for ellers havde vi aldrig fundet vej. Uden for byen ophaevede man konvojkoerslen, og vi kunne hver isaer eller i smaagrupper koere frem mod maalet for dagens etape 80 km laengere fremme. 

Her havde lederen faaet en god aftale med en lokal bondemand om, at vi kunne bo paa hans areal og bruge hans badevaerelse. Lidt senere skriver jeg lidt mere om bondemanden. Turen dertil foregik paa god asfalteret vej, dog med nogle store huller i.

Vi slog vores telte op paa gaardspladsen og paa en mark ved siden af. Bondens doetre solgte oel og sodavand fra en spand med isvand og havde en god forretning. Hver gang lageret var ved at vaere tomt, hentede en ung mand nye forsyninger paa sin lelle knallert.

Temperaturen her i lavlandet ved havet er hoej - ca. 38-40 grader, og samtidig er luffugtigheden meget hoej, saa man sidder stille, mens sveden driver af en. Om natten sover man uden en traevl paa kroppen og uden brug af sovepose endsige lagenpose. Vores leder siger dog, at naetterne bliver ganske anderledes om faa dage, naar vi bevaeger os op i hoejden.

Dagen efter fortsatte vi ud til Stillehavet, hvor vi slog lejr i haven til et hotel midt i bade- og ferielandet. Det var helt rart at ligge paa bloedt graes, selv om temperaturen den nat ogsaa var meget hoej.

Trediedagen skulle vi ud paa den foerste mere haarde cykeltur - 130 km, hvoraf de ca 70 km foregik paa grusvej. Der kom ogsaa lidt stigninger paa, saa det blev en lidt mere strabadserende tur. Paa et tidspunkt midt paa dagen saa jeg paa min computer, at temperaturen var 39,2 grader.

Nu er vi kommet til San Marcos, hvor vi efter tre cykeldage holder foerste hviledag. Paa hviledagene er det meningen, at vi skal bo paa hotel, og her i San Marcos bor vi paa tomandsvaerelser, der er rene, koelige og rimeligt store. 

Nybagt kontohaver i Colombia

I Catagena opdagede jeg, at min pung med kreditkort mv. var vaek, saa jeg fandt en bank og oprettede med stort besvaer en konto, hvorefter jeg bad min danske bank om at overfoere nogle penge. 

Jeg havde faaet et haevekort, men til det skal man bruge en pinkode, og det havde jeg ikke faaet. Saa i gaar fandt jeg en filial af samme bank her i San Marcos for at faa en pinkode. De kontrollerede kontoen, der endnu var tom, og kunne ikke forstaa, hvorfor jeg skulle have en pinkode. Ja, jeg tror faktisk at jeg havde skumle hensigter, for de skulle have mit pas, inden de ville goere noget. En halv time efter lukketid lavede vi saa en pinkode, og i dag har jeg konstateret dels at den virker, dels at pengene fra Danmark er gaaet ind paa kontoen. 

Hele sagen bliver jo ikke lettere af, at jeg ikke taler spansk og at meget faa her i landet taler engelsk.

Den gode bondemand

Den gode bondemand

Man kan ind imellem blive forbavset over, saa lidt der skal til, for at en familie kan eksistere her i Colombia. Den gode bondemand boede i et primitivt hus opfoert af betonblokke og med et tag af eternit - alt frilagt. Inde i hele huset kunne man se sten og undersiden af eternitpladerne oven paa traebjaelkerne. 

Stuen var moebleret med en hjoernesofa og en 2-personerssofa i kunstlaeder - staerkt ramponeret. Desuden var der i stuen et spisebord og to stole samt en simpel bogreol fyldt med boeger. Oven paa reolen stod fladskaermsfjernsynet - og det var alt. 

Badevaerelset bestod af en haandvask uden vand, et toilet, hvor man i stedet for skuyl skulle tage en kande vand fra vandkarret ved siden af, naar man skulle skylle ud. Endelig var der to baljer, den ene fyldt med vand. Naar man skulle have bad, stilleder man sig op i den tomme balje og med en oese haeldte vand over kroppen. 

I huset var der desuden to sovevaerelser med koeje- og enkeltsenge. Toej og lejetoej laa i en bunke i det ene hjoerne. 

Koekkenet bestod af en vask uden rindende vand, et kogeapparat og en vaskemaskine af aeldre aargeng. Men koekkenet blev kun i begraenset omfang anendt, for maden blev tilberedt udendoers over baal.

Vand blev hentet op fra en broend paa gaardspladsen via en spand med et reb i.  Paa gaardspladsen gik familiens husdyr rundt. Der var kyllinger, hoens og aender og her paa gaardspladsen levede man ogsaa sit liv.

Bonden havde nogle jordstykker med sukkerroer og traeer med mangofrugt, kokos og papaya. 

Og under disse ret primitive forhold levede bondemanden med kone og 6-7 boern samt en yngre kvinde, der havde en baby paa armen. Mere skal der ikke til!

Gennem grusvej til Casagrande

Vi havde paa forhaand faaet at vide, at turen gennem Colombia ville blive haard. Den tredje dag fik vi en forsmag paa, hvad der venter os: 132 km i stegende hede, hvoraf de 70 km foregik paa grusveje - op og ned. Derfor var en hviledag i San Marcos velkommen.

San Marcos er en mindre by liggende ved nogle soeer inde i landet. Hviledagen blev brugt til at klargoere cyklen og se paa, hvordan livet leves udenfor storbyerne i Colombia. Der var livlig trafik af de smaa knallerter, der vrimler omkring alle steder - ofte med tre personer paa eller med mand og hustru, hvor sidstnaevnte har et spaedbarn paa armen. Derfor er der ogsaa masser af forretninger, der saelger knallerter og reparationsvaerksteder. Og saa er det stadig normen, at sukker, mel, gryn, majs osv. saelges i loes vaegt; selv i supermarkederne saelges kolonialvarer paa den maade. Maelk leveres til doeren af maelkemanden paa knallert med to kar bagpaa - og saa kommer husmoderen ud med sin kande for at koebe den maengde maelk, hun mener hun har brug for.

Proevelsens tid

Et hold fragtes over floden.

Men saa kom de haarde dage for alvor. Den foerste dag styrtregnede det fra morgenstunden, og efter 10 km svingede vi fra landevejen ind paa en lervej, der var helt opkoert. Vi vaeltede rundt i ler, og cykler og cyklister blev helt smurt ind i ler. Op ad formiddagen skulle vi passere en flod, og det skulle nogle smaa kanoer soerge for. Det var en oplevelse!

Ved frokost havde nogle drenge fra en naerliggende gaard fundet ud af, at de ville tilbyde at vaske vores cykler, og det gav lidt mere mod paa at fortsaette til maalet i Caucasia, hvor vi kunne faa et bad - i koldt vand.

Dagen efter skulle vi saa koere opad (2431 m lodret op paa 134 km). De foerste 60-70 km skulle foregaa paa flad vej, men vi naaede aldrig bjergene, for 40 km ude paa ruten holdt der i hundredevis af lastbiler og kunne ikke komme videre - og det kunne vi heller ikke, for vejen var spraengt vaek af FARC. Efter droeftelser med politi, militaer, turistministerium og de ventende chauffoerer blev det besluttet, at vi koerte tilbage til Caucasia og overnattede der.

Revolutionen i Colombia

Chauffoerer venter - og det goer vi ogsaa!

FARC er en revolutionaer gruppe, der i 51 aar har kaempet mod magthaverne i Colombia. Gennem de senere aar har de focuseret paa at ramme infrastrukturen, og derfor er hovedlandevejen mellem hovedstaden Bogota og hovedbyen i nord Cartagena og videre op i Mellemamerika et yndet maal. 

For et par aar siden indgik man en vaabenhvile og indledte fredsforhandlinger, af alle steder paa Cuba. Men for et par maaneder siden tog en FARC-gruppe en general til fange. De gjorde han ikke noget ved ham og loeslod ham hurtigt igen, men det fik regeringen til at afbryde fredsforhandlingerne og tage hjem fra Cuba. FARC har derefter erklaeret, at saa holder vaabenhvilen ikke laengere, og det var saa det, vi fik en forsmag paa. Som turist i landet kan man glaede sig over, at FARC hellere vil skyde en politibetjent eller en soldat.

Ud paa eftermiddagen begyndte lastbilerne at rulle igen, og turlederen fandt ud af, at der var ingen fare, saa naeste morgen tog vi fat paa turen igen. Paa store straekninger stod soldater vagt med 100 meters afstand og ved det bortspraengte sted var vejfolk og elektrikere i fuld sving med at udbedre skaderne.

Og saa gik det ellers opad op i skyerne til regn og taage. Hele aftenen, natten og morgenen regnede det og alt toej, telt, sovepose osv. var vaadt eller klamt. 

Verdens stoerste ko

Manuella - Verdens stoerste ko

Fordi vi var blevet en dag forsinket, aendrede turlederen ruten, saa vi naeste dag kun skulle koere 104 km og 2132 meter op i himlen. Han havde i aftenens og nattens loeb faaet en aftale med en stor kvaegbonde om, at vi kunne overnatte i hans forlystelsespark.

Det omraade, vi nu kom igennem, var et meget flot, kuperet og groent omraade, hvor der var koeer uanset hvor man saa hen. De havde trampet terrasser paa skraenterne, saa de kunne gaa og graesse.

En af omraadets boender havde vaeret saerdeles heldig med maelke- og osteproduktion og var blevet styrtende rig. Derfor havde han besluttet sig for at lave en fritids- og forlystelsespark, som selvfoelgelig kun kunne hedde "Via Lactea Caw Theme Park". Her var hoppegynger, svaevebaner, vipper og naturligvis en vild tyr, man kunne proeve at sidde paa saa laenge som muligt. Hertil kom restaurant, cafeteria, bar osv. 

Men den driftige farmer, der koerte rundt i omraadet paa en ATV og fortalte begejstret om sin park, var ikke faerdig endnu. Paa et tidspunkt besluttede han sig for, at han ville skabe verdens stoerste ko, som skulle staa paa toppen af bakken. Han fik konstrueret en kaempemaessig sortbroget ko af glasfiber. Koens hoved stak ned i en foderkasse, og her kunne man traede ind. Med en speciel elevator, der svingede 45 grader, saa man naermest laa ned, naar man naaede toppen, blev man loeftet ind i koens hals, hvor man kunne hoere lidt om det fantastiske byggeri og paa en tv-skaerm foelge livet udenfor fotograferet med et kamera paa koens ryg.

I det naeste rum stod vi rundt om et hul, hvr vi kunne foelge et fantasirig - men vist ikke helt korrekt - fortaelling om vejen fra graesset paa marken til maelken i glasset. For at goere fortaellingen mere spaendende var der indbygget en funktion i platformen, som vi stod paa, saa det ind imellem gav et ryk som om vi faldt ned. I det sidste rum gik vi hen oven paa koens yver, der fungerede som elevator ned igen.

Farmeren var stolt af sin Manuella - Verdens stoerste ko!

Til Medellin

Udsigt over Medellin. Billedet er lidt sloeret, fordi der var fugt i kameraet efter mange dages regn.

Den planlagte haarde tur blev noget begraenset af den bortspraengte vej. Nu gik turen ned til Medellin, der er Colombias 3.stoerste by med 3 mill. indbyggere. Nedkoerslen var en stor oplevelse, dels fordi der var en fantastisk udsigt over byen, dels fordi man tordnede ned af en bjergvej med serpentinersving kilometer efter kilometer. Jeg har aldrig proevet noget lignende.

Medellin var i 1990-erne centeret for den verdensomspaendende kokainhandel med den beroemte Pablo Escobar i spidsen. Escobar var styrtende rig, at han engang tilboed at betale Colombias udenlands gaeld, og han betalte sine folk 1000 US$$ for hver politibetjent, de skoed. Escobar endte sine dage paa et tag i Medellin i en skudveksling med sikkerhedspolitiet, men er stadig populaer i store kredse, fordi han brugte dele af sin formue paa at hjaelpe de fattige.

Efter Escobars doed har byen brugt store summer paa at rette byens renome op. Der er store beplantninger af blomster langs gaderne og Medellin har en velfungerende metro og kabelbusser, som er fri for grafitti!

Om soendagen - som den dag, vi ankom - er store firesporede veje afspaerret for motoriseret trafik og overladt til cyklister, rulleskoejteloebere og loebere - og det goer de brug af. Tusindvis og atter tusindvis af cyklister saa vi paa vores vej gennem byen frem til vores hotel, hvor vi skal have hviledag. Og det er ikke vilde cykelryttere, selv om vi kom forbi et cykelloeb, men familier, der hygger sig paa en tur i byen. Langs vejene har folk opstillet boder, hvor de saelger frugt, juice, limonade osv. og i alle kryds staar frivillige klaedt i groent for at hjaelpe med at afvikle stroemmen af cykler. Og det sker hver soendag!!

Medellin er en meget kulturel by. De har et meget fint bibliotek, gode museer og flotte pladser. Vi havde kun en dag i Medellin, saa der var ikke tid til mange besoeg, men vi var seks, der fik arraqngeret en byvandring. Vandring er ikke helt rigtigt, for vi proevede ogsaa metroen, der loeber paa langs gennem hele byen og har stor betydning for infrastrukturen. Paa tvaers af denne metro har bystyret bygget kabelbaner som vi kender fra Alperne. Disse kabelbaner bringer hver dag folk fra deres bopael op ad bjergsiden og ned til arbejdspladserne i bymidten. Det har bevirket, at hvor folk foer skulle bruge timer paa at koere med bus eller i egen bil ned ad bjerget, kan de nu transporteres i kabelbanen paa et kvarters tid. Vi var naturligvis ogsaa med en kabelbane op paa bjerget udenfor byen. 

Paa vores byvandring kom vi til den plads, hvor Museo de Arte Moderno de Medellin ligger. Vi havde ikke tid til at gaa ind paa museet, der rummer en stoerre samling af Boteros vaerker, men paa pladsen foran er udstillet 40-50 bronzeskulpturer, som Botero har lavet til Verdens storbyer.Der er saa blevet lavet en ekstra afstoebning til Medellin, inden formen er blevet destrueret. 

Paa off-road mod Bogata

Op i hoejderne paa vej mod hovedstaden

Fra Medellin gik turen mod Bogata. Paa landkortet er der angivet nogle bjerge, og de er der ogsaa i virkeligheden. De ligger, saa man skal koere op og ned, og vi kom op i over 4170 meters hoejde. Jeg var lidt bange for at faa hoejdesyge, men det maerkede jeg ikke til - maaske fordi bjergvejen var saa stor en udfordring, at jeg helt glemte at maerke efter svimmelhed, kvalme osv. 

Vi havde nogle virkeligt udfordrende dage, men ogsaa nogle ualmindeligt flotte udsigter over bjerge og dale. Der dyrkes en del kaffe paa bjergsiderne, og boennerne toerres af solen paa taepper eller paa byernes stenbelagte torve. 

Der er ogsaa meget frugt, og overalt langs landevejene kan man koebe bananer, meloner, mandariner og andre frugter, som vi i Danmark koeber i dyre domme, men her faar for naesten ingenting. 

Nogle naetter sov vi oppe i bjergene, og da var det noget koldt. Saa glaeder man sig over de uldne underbukser og en god, varm sovepose.

Turen ned til Bogata var en oplevelse. Turen den dag foregik paa en 4-sporet hovedvej, men fordi det var soendag, var der ikke saa mange biler. Foerst koerte vi 1500 hoejdemeter opad paa 30 km, dernaest 25 km ret stejlt nedad og endelig 25 km lige ud, de sidste km med hjaelp af medlemmer fra en lokal cykelklub. Det var som naevnt soendag og derfor er store dele - takket vaere en modig og fremsynet borgmester - lukket for biltrafik. Aars kampagner og paavirkning har faaet folk i Bogata til at bruge cyklen, ogsaa i fritiden, og den hovedvej, vi koerte ad, er et yndet sted at cykle. Helt fra morgenstunden vrimlede det med cykelryttere af alle slags: konkurrenceryttere, mountainbikeryttere, motionister, maend og kvinder, voksne og boern - ja, faktisk kunne jeg ikke have taget et bille paa de 75 km hovedvej uden at faa cyklister med paa billedet. De var overalt og virkede naermest som en lokal udgave af Sjaelsoe Rundt!

I udkanten af Bogata var der en restaurant, hvor mange cyklister samledes for at drikke en oel eller en laeskedrik og for maaske at spise et stykke kage eller lidt grillkoed, inden de fortsatte ind i byen efter en tur op ad bjerget.

Inde i Bogata var mange veje lukket for bilkoersel, og folk gik og cyklede paa de store faerdselsaarer, der til hverdag er fyldt med biler. Det er imponerende at opleve.

Storbyen Bogata

Bogata

Guldmaske paa Museo del Oro

Bogota ligger i 2600 meters hoejde og er Verdens tredjehoest beliggende hovedstad. Det er en storby med i hvert fald 7,4 mill. indbyggere, men formentlig noget stoerre, for der er en stor tilflytning fra landet. 

Det er en meget dynamisk og levende by med musik i gaden, massevis af gadesaelgere, goeglere - men ogsaa med tiggere. Temperaturen er paa grund af byens beliggenhed ikke uudholdelig, til gengaeld skal man vaere indstillet paa mindst en regnbyge hver dag. Byen kaldes cyklisternes paradis, fordi der er anlagt mange kilometer cykelsti og fordi Bogota var det foerste sted, en fremsynet borgmester fandt paa at lukke store dele af byen for biltrafik om soendagen. 

Vi havde to hviledage i Bogota. Det gav plads til, at man ud over pleje og reparation af cykel, vask af toej osv. ogsaa fik tid til at opleve byen. Selvfoelgelig var jeg paa Plaza de Bolivar, der var under ombygning og i oevrigt hjemsted for en stoerre demonstration (for eller imod hvad ved jeg ikke, for der var ikke nogen taler - kun larm fra trommer og spande og plakater med et logo paa). 

Jeg var ogsaa noedt til at se Museo del Oro, som med mere end 34000 guldstykker fra perioden inden spanierne kom er det stoerste og mest betydningsfulde guldmuseum i Verden. Det var ikke alene smaa guldsmykker, der var udstillet. Befolkningen havde haft saa meget guld til deres raadighed, at de kunne fremstille ansigtsmasker i guld, store hovedprydninger, brystplader osv. Man kan ikke forestille sig, hvor meget guld, der har vaeret i landet, inden spanierne kom og plyndrede loes. 

I Bogata er der ossaa et specielt museum for Botero, men det var lukket den dag, jeg kom forbi. Saa jeg maa vente til Louisiana laver en saeerudstilling med ham og indtil da noejes med de 10-15 billeder, han havde udstillet paa Nationalmuseet lige ved siden af hotellet. 

Samlingsstedet ved indkoerslen til Bogata

Nye problemer for kontohaveren

Efter at have benyttet mit nye haevekort i Bancolombia to gange virkede det ikke laengere. Jeg henvendte mig derfor hos den lokale koebmand i La Pintada. Han har ogsaa et lille bord, hvorfra han passer Bancolombia-forretninger. Han kunne fortaelle mig, at der stod 400 pesos tilbage paa kontoen, men hvor de mange penge fra Danmark var blevet af, kunne han ikke finde ud af. Jeg var bange for, at nogen uretsmaessigt havde skaffet sig adgang til min konto, og derfor opsoegte jeg Bancolombias store afdeling, straks da jeg kom til Bogota. Her fik jeg en personlig bankraadgiver - Carolina - der umiddelbart kunne se, at den eneste indbetaling var den, jeg havde foretaget for at etablere kontoen.

Saa maatte jeg have fat i Danmark og faa dokumentation for overfoerslen, og dagen efter kunne jeg gaa til Carolina med den. Hun soegte laenge og fandt til sidst ud af, at pengene var kommet til Bancolombia, men for at veksle dollars til pesos og indsaette dem paa min konto, skulle hun have underskrift og fingeraftryk paa en blanket. Det klarede vi, og nu virker haevekortet igen.

At finde rundt i Colombia

Der kaempes

Vi fik politieskorte ud af Bogota. Det foregik paa den maade, at en enkelt politibil koerte foran os i morgentrafikken, der var et stort mylder. Politiet havde faaet at vide, at vi skulle eskorteres til en bestemt Terpel tankstation ved en bestemt udfaldsvej, og dertil kom vi ogsaa, troede vi. Men da vi begav os ud paa ruten, passede vores rutebeskrivelse ikke med, hvad vi oplevede. Det viste sig, at politiet havde vist os hen til en forkert Terpel, og foerst efter en mindre omkoersel styret af vores madbil, kom vi ind paa den rette rute.

Ruten bliver hver morgen gennemgaaet med, hvor vi skal dreje, hvilke byer, vi passerer, broer, floder osv. Det sker paa Riders Meeting, og de fleste skriver ned paa en seddel, som man har med. Desuden koerer lederen hver morgen ud og haenger nogle orange strimleer op i buske og paa vejskilte de steder, hvor vi skal dreje, og denne saakaldte flagging er en god hjaelp i loebet af dagen.

En dag, da jeg koerte alene, oversaa jeg dog en flagging og tordnede videre ligeud af en god vej, indtil jeg kom til en rundkoersel, hvor der ikke var flagging. Saa blev jeg klar over, at jeg var kommet paa gale veje, og saa var der ikke andet at goere end at vendecyklen og koere tilbage, indtil jeg fandt den sidste flagging, eg havde passeret. Heldigvis var det en dag, hvor vejret var godt og hvor benene var gode, for jeg kom til at koere 213 km i stedet for de planlagte 134 km. Men ingen medlidenhed: det var min egen skyld.

San Augustin

Naeste hviledag var i San Augustin, en mindre by med omkring 11.000 indbyggere. Det specielle ved omraadet er, at der mellem det 6. og det 14. aarhundrede levede en kultur, der har vaeret ukendt indtil midt i 1800-tallet.

Det specielle ved den kultur var, at man begravede sine daede og rejste monumenter over deres grave. Der er ikke efterladt skriftlige kilder, men fordi kulturen var fuldstaendig glemt og uddoed, da spanierne kom, eksisterer gravstederne stadig. 

Vi var nogle, der tog paa en guidet tur rundt i parken, hvor man har begravet de doede og opstillet gravmonumenterne - og der var mange. Over 500 statuer er blevet fundet, og arkaeologer tolker paa figurerne paa monumenterne. De er udfoert paa lavasten, der er forholdsvis bloede, men kulturen har ikke haft metalredskaber, saa udformningen er sket ved at bearbejde den vulkanske sten med en haard sten. 

Kulturen har ikke noget navn, men parken opfattes som en af de vaensenligste kilder til forstaaelse af sydamerikansk kultur foer spanierne.

Paa Trambolin of Death

De sidste dage i Colombia

Lejr i en tom bygning. Der var ikke meget plads og alt var vaadt fra dagens koersel i regn.

Fra San Augustin gik ruten mod graensen til Ecuador. Vi skulle igennem nogle haarde dage baade pga. vejret, der paa en enkelt dag skiftede frastyrtregn til straalende solskin og temperaturer fra 10 til 25 grader og pga. af vejene.

Den vaerste tur var dog turen op ad det, som man kalder "Trambolin of Death". Det er en gruset, stenet og knoldet vej, hvor man ind imellem skal koere hen over meterbrede vandloeb, hvis dybde man ikke kender. Samtidig var turen paa over 80 km og med en stigning paa knap 3100 m. Den nat sov jeg godt, selv om lejrens placering oppe i hoejderne gjorde det noget koldt. Vi boede ved en restaurant, hvor vi ikke kunne slaa teltene op udendoers, men der var en tom bygning, hvor man kunne slaa sit telt op eller blot ligge paa sin madras paa gulvet. Jeg valgte det sidste.

Sidste dag i Colombia gik til Ipiales, der er graensebyen. Nu skulle det vise sig, om myndighederne i Ecuador ville undersoege alle vores tasker mv. for kokain. 

Lidt om Colombia

Man kan vel ikke forlade Colombia uden at skrive lidt om landet: Det er et meget smukt land med nogle fantastiske landskaber, venlige om imoedekommende indbyggere og nogle veje, som man ikke i Danmark ville acceptere med de store huller, der er selv paa hovedvejene. 

Dets egentlige historie som land begynder i 1499, da spanierne kommer og goer Cartagena til deres brohoved. I 1717 etablerede spanierne landet NuevaGranada bestaaende af Panama, Ecuador, Venezuela og Colombia, men det holdt ikke laenge.

I 1812 erklaerede Bolivar landet for frit, og i 1819 var det en realitet. Siden har landet vaeret praeget af mange borgerkrige og perioder med militaerstyre, og FARC skal ses i denne sammenhaeng.

Landet har rige forekomster af aedelsten og guld, men en vaesentlig indtaegtskilde har i de senere aar vaeret kokain, der stadig giver en god indtaegt - omend i en illegal paralleloekonomi.

Lidt om Colombia

Man kan vel ikke forlade Colombia uden at skrive lidt om landet: Det er et meget smukt land med nogle fantastiske landskaber, venlige om imoedekommende indbyggere og nogle veje, som man ikke i Danmark ville acceptere med de store huller, der er selv paa hovedvejene. 

Dets egentlige historie som land begynder i 1499, da spanierne kommer og goer Cartagena til deres brohoved. I 1717 etablerede spanierne landet NuevaGranada bestaaende af Panama, Ecuador, Venezuela og Colombia, men det holdt ikke laenge.

I 1812 erklaerede Bolivar landet for frit, og i 1819 var det en realitet. Siden har landet vaeret praeget af mange borgerkrige og perioder med militaerstyre, og FARC skal ses i denne sammenhaeng.

Landet har rige forekomster af aedelsten og guld, men en vaesentlig indtaegtskilde har i de senere aar vaeret kokain, der stadig giver en god indtaegt - omend i en illegal paralleloekonomi.

Historien om Colombia er blevet en underside af forsiden. Naar jeg kommer til en PC med stor kraft proever jeg at flytte den til en selvstaendig side.

Historien fortsaetter paa siden Det smukke Ecuador.