Indgangen til Patagonien

Nu naermede vi os Patagonien, som skulle vaere sidste sektion paa turen. I Puerto Monnt forlod den anden dansker os for at tage hjem og forberede julen, og jeg var eneste dansker paa holdet. 

I Puerto Monnt, der er en ret stor by med flere malls, blev vi opfordret til at forsyne os med varmt toej, regntoej osv., for det var ved at vaere sidste chance og noedvendigt udstyr til turen gennem Patagonien. Jeg syntes, at jeg havde pakket fornuftigt hjemmefra, men kunne godt se, at jeg ville faa brug for varmere vanter, regnbukser (det har jeg aldrig cyklet i) og skoovertraek De foerste to ting kunne jeg koebe, mens skoovertraek var umuligt at skaffe. Saa jeg maatte klare mig med plasticposer inde i skoene!

Patagonien er delt mellem Chile og Argentina af en bjergkaede. Man siger, at hvis man vaelger turen i Chile, kommer man til at koere i regn, men hvis man vaelger turen gennem Argentina, kommer man til at koere i storm. Vi koerte store dele af turen paa Chilesiden, hvor vanskelighederne i regnen suppleres med koersel paa grusveje med loese sten. Det medfoerte, at man ofte ikke havde helt styr paa, hvor cyklen befandt sig, lige som det var svaert for baghjulet at faa bid.

Ind imellem skulle vi med faerger over soeer eller fjorde. 

I Doug & Kris Tompkins nationalpark

I starten af vores tur gennem Patagonien sejlede vi en dag 5 timer, hvorefter vi slog lejr i en nationalpark. Parkens forvalter fortalte os, at parken er stiftet af Kris Tompkins, der i sin tid var med til at starte toejmaerket Esprit og i 1964 grundlagde firmaet North Face, som skaber fritidstoej og -udstyr. Senere har han sammen med sin kone Doug udviklet maerket Patagonia. I 1989 solgte han North Face for at hellige sig bevarelsen af naturomraader i Patagonien. Det er gennem aarene blevet til over 8.000 kvadratkilometer, og hans plan var, at efterhaanden som naturparkerne er etableret, skal de overdrages til staten, som til gengaeld skal garantere for parkernes fortsatte bestaaen. Han var allerede gaaet i gang med overdragelsen, men efter forvalterens opfatelse var han noget usikker paa statens loefter. 

Flot var det. Der, hvor vi havde lejr, var indrettet en plads, der i kvalitet lignede en engelsk herregaardspark: Nyslaaet graes, flot beskaarne buske og traeer, smaa bygninger med toilettet opfoert i naturmaterialer osv. Rundt om lejren var enorme jungleagtige skove med en rigt varieret fauna og et rigt fugleliv. Vejene var naturligvis grusveje.

Tompkins tanke var, at ved at lave en laekker lejrplads ville gaesterne lade den omliggende natur i fred, og det saa ud til at virke. Det var et rigtig flot landskab at koere igennem, og nogle steder var skoven braendt vaek af et vulkanudbrud. Det fik selvfoelgelig lov til at ligge, saa naturen selv genskabte landskabet.

Faa dage senere doede Kris Tompkins under en kakaktur sammen med fem kammerater i en af soeerne i nationalparken. Hans kakak kaentrede og han blev underafkoelet i en grad, saa hans liv ikke stod at redde, da han i helikopter blev bragt ind til hospitalet i Coyhaique - den by, hvor jeg en uge forinden havde koebt en North Face dunjakke for at holde varmen. Hvorfor det blev en North Face? Jo, jeg syntes, historien om Tompkins naturbevarelse var sympatisk!

Nedslidt udstyr

Det var vanskeligt at sove på denne pukkel.

Jeg havde gennem nogen tid har problemer med mit telt. Lynlåsene var ustabile, og jeg gruede for kulden og blæsten i Patagonien - ikke mindst i den argentinske del, hvor blæsten altid er hård. Men jeg fik nye problemer med mit udstyr.

En tidlig morgen lød der et smæld fra min madras, og jeg fik svært ved at ligge roligt. Madrassen havde jeg købt lige inden turen til Sydamerika og den skulle være særligt velegnet til ekspeditioner, dels fordi den isolerede godt mod kulde fra jorden, dels fordi den skulle være meget robust. 

Den bestod af 7 landsgående kanaler, som man pumpede op med en indbygget pumpe, og det var sammensvejsningen mellem to kanaler, der var gået i stykker. Kort tid efter gik yderligere en sammensvejsning i stykker, så jeg lå på en rund pukkel. 

Det var ikke muligt at finde en erstatning, og madrassen kunne ikke repareres. Men efter nogle nætter fandt jeg ud af at ligge i yderkanten af madrassen samtifig med at jeg kun pumpede den let - og det blev muligt at sove igen.

Med færger

Vi nåede nu til et område med mange fjorde og søer. Vi måtte derfor sejle. Nogle steder var færgerne så små eller vejene så ufremkommelige, at vores ledsagebusser måtte køre store omveje. Sejlurene var flotte, især når solen skinnede, men det var et større logistisk arbejde at få vores bagage frem, og ind imellem måtte vi pakke om, så vi sendte noget bagage i forvejen for at have det, når vi nåede næste lejrplads. Andre dage måtte vi indkvarteres på hostels, fordi vores telte befandt sig på en større rejse uden om en sø eller fjord. 

 

Tilbage til Argentina

Grænsestationen i Chile

Vi krydsede nu grænsen mellem Chile og Argentina. Det skete på en noget ufremkommelig ø, som vi sejlede til en tidlig morgen. Færgen var hyret specielt til os, og kaptajnen havde betinget sig, at vi skulle sejle meget tidligt, fordi der var udsigt til kraftig storm. 

På øen kom vi hurtigt til den chilenske grænsestation. De havde problemer med deres edb-anlæg og forbindelsen med omverdenen var særdeles langsom, så det tog 5-10 minutter at behandle hver enkelt af os, inden vi kunne fortsætte. Selve grænsen lå midtvejs mellem de to grænsestationer og var blot et lille skilt og et par røde pæle uden nogen form for bevogtning.

Vejen hen over øen var særdeles vanskelig og blev normalt kun anvendt til ridning. Det passede mig dårligt; normalt er jeg ikke glad for grusveje, og her var vejen ofte kun smalle skovstier - de kaldte det single-tracks - så jeg var en af de sidste, der 20 km længere fremme på øen nåede den argentinske grænsestation.

Her skulle vi med en færge, der efter det oplyste kun kunne have 20 cyklister med ad gangen, og det var aftalt, at de, der kom først til grænsestationen, skulle med den første færge. Selv om jeg var sent fremme, var de første endnu ikke kommet med færgen, så der var udsigt til timers venten i kulde, regn og blæst.

En times tid senere ankom færgen. Heldigvis var kaptajnen frisk og mente, at han kunne have alle med, hvis han kunne få plads til alle cyklerne, og det lykkedes for mandskabet. Kl. 18.30 gik vi i land og cyklede de sidste 2-3 timer, inden vi nåede El Chalten, hvor der skulle være hviledag.

Gennem tyndt befolkede områder

Der bor ikke mange mennesker i Patagonien, og i den del, hvor vi nu befandt os, var der kun beboere i de små byer, hvor vi slog lejr. Til gengæld var de yderst gæstfrie, hvilket passede mig godt. En nat kunne vi sove i en restaurant, hvis vi ventede med at pakke ud til ud på aftenen; en nat sov jeg i en nyopført hesteboks, der endnu ikke var taget i brug; en nat tilbragte jeg i et stort maskinhus, hvor stormen fik stålpladerne til at larme, så det var svært at sove; og en nat lejede jeg familiens dagligstue, hvor jeg kunne sove på deres sofa. 

Nætterne var kolde, og om morgenen var aftenens opvask blevet til is på vores tallerkener. Slen fik ikke rigtig magt om dagen, og blæst og dårlige grusveje gjorde udfordringerne større. Hertil kom, at jeg efterhånden var begyndt at være træt af lejrlivet og længtes efter at se familien. 

Vi kom til den østligste side af Ildlandet, hvor der var gode asfalterede veje. Samtidig var vi heldige med vejret, og mit knæ var stort set godt igen, så det blev nogle gode dage. 

To dage før afslutningen måtte min cykel til mekaniker. Kranken var slidt op, men heldigvis havde en af de andre en ekstra krank med, som jeg kunne købe. Og med den kunne jeg begive mig ud på de sidste kilometer mod målet i Ushiaia.

Den pengeløse bank

For første gang på turen var det ikke lykkedes at finde et hotel eller hostel, hvor vi kunne bo på hviledagen. Det skyldes bl.a., at man havde haft vanskeligt ved at beregne, hvornår vi ville ankomme til El Chalten, der er en meget benyttet by for hikere. I den tidlige forsommer i starten af december havde mange besluttet at tage på nogle dages vandretur, så der var ganske få værelser ledige. Vi var en dag foran vores tidsplan, så vi skulle have to hviledage i telt på en forblæst campingplads.

Men jeg var ikke meget for at skulle sove i blæsten i mit noget ramponerede telt på min ødelagte madras, så jeg indkvarterede mig på et hostel. Det var der også en del af de andre, der gjorde, så vi boede spredt rundt i den lille by, der ud over hostels mest bestod af butikker med vandreudstyr og restauranter.

Der var en enkelt bank i byen, men den var løbet tør for kontanter inden vi nåede frem. Ingen butikker eller restauranter tog imod betalingskort, for internetforbindelsen fra byen foregik over satellit var særdeles ustabil. Først på den anden hviledag fik banken nye forsyninger af pengesedler, og indtil da måtte vi låne af hinanden, hvis vi ikke selv havde pengesedler.

El Chalten bød ikke på de store oplevelser, hvis man ikke skulle hike, og det skulle jeg ikke. Jeg havde i nogle dage haft problemer med mit ene knæ, der smertede voldsomt, når jeg belastede det, så de to hviedage var en kærkommen mulighed for at rekonvalsere.  

De sidste dage

Næstsidste dag på turen kom vi forbi en bagerbutik i Tolhuin midt ude på landet. Butikken var, på trods af, at der var 100 km til nærmeste by, meget besøgt; 5 ekspedienter sørgede for, at ventetiden ikke blev for lang, og da jeg tog mit nummer på rullen var der 20 kunder foran mig. Det var en forretningssucces midt i nowhere og ikke uden grund. Velsmagende brød, gode kager og en velsmagende kaffe kunne man byde på, og set i lyset af, at det var næstsidste dag, blev det en festdag hos bageren for mange af os.

Nogle få kilometer længere fremme havde vi turens sidste lejr på en campingplads hos en fantasirig ejer; i manglen på træer havde han bygget sine egne træer af tomme vinflasker, og på vægge havde han skabt "billeder" af farverige kapsler, som han havde sømmet op. 

I erkendelse af, at sidste dag i Ushiaia kunne blive noget hektisk, fordi nogle skulle videre hjem og fejre jul. havde "the crew" arrangeret en uddeling af personlige gaver til alle deltagerne. Og selvfølgelig skulle jeg have en gave for den lange tur, jeg havde været ude på, da jeg overså flaggingen og kørte alt for langt. 

Den sidste dag ind til Ushiaia var en festtur på 100 km. Vi tog det med ro, for alle skulle mødes ved indkørslen til Ushiaia, så vi kunne køre i konvoj ind til havnen, hvor den officielle afslutning fandt sted. 

Her holdt den lokale formand for sports- og fritidsudvalget i Ushiaia en tale, der blev taget billeder og direktøren for TDA, som havde arrangeret turen, takkede for deltagelsen.

Om aftenen var der festbanket på en restaurant i Ushiaia, inden jeg næste morgen pakkedes cyklen sammen og tog til lufthavnen for at flyde til Buenos Aires, hvor Helle og jeg fejrede jul og nytår.

Porten ind til Verdens sydligste by eller - som de siger: "Verdens ende - her begynder livet!!"

Efterskrift

Over 13.000 km i løbet af et halvt år - det var, hvad turen i Sydamerika bød på. Der var store oplevelser, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ikke havde taget denne udfordring. 

Men det var også ind imellem en hård tur, som jeg bagefter har brugt et par måneder til at komme mig over og få bearbejdet de indtryk, som jeg tog med hjem. 

Og hjemme igen er jeg taknemmelig for, at jeg fik den mulighed og for, at helbredet holdt til strabadserne.