Frokost i hoejden

Ind i Bolivia

Hatten er karakteristisk hovedbeklaedning for kvinder i Bolivia

Vi havde frygtet store problemer paa indrejsen til Bolivia. Dagen forinden havde lederen erfaret, at den graensestation, som vi skulle benytte, 14 dage forinden havde faaet ny leder. Det var en embedsmand, som efter 21 aars tjeneste i centraladministrationen var blevet forflyttet hertil - aarsag ufortalt.

Da han kom til graensestationen, konstaterede han, at det EDB-program, som man anvendte, ikke havde en facitlitet for lastbiler, og derfor var der de seneste 14 dage ikke lukket en eneste lastbil over.

For vores vedkommende blev problemet loest ved, at en lastbil koerte vores bagage og koekkengrej til graensestationen, hvor det blev omlastet til store budcykler. Disse koerte saa bagagen over graensen, hvorefter det blev laesset paa andre lastbilier og koert til vores foerste lejrsted i Bolivia. Vores busser koerte til en anden graensestation og kom uden problemer over der, men det blev en koeretur paa over 300 km.

Vi selv kom uden problemer over graensen, muligvis fordi hele omraadet den formiddag var ramt af en stor stroemafbrydelse, saa alt maatte klares uden scanning af pas osv.

Vores foerste lejr laa i bolivianske Copacobana, der - selv om stedet ikke har samme stoerrelse som den brasilianske navnesoester - er meget besoegt, ikke mindst af unge backpackere. Det satte sit praeg paa stedet: masser af restauranter, souvenirbutikker og hostels. Men byen var den dag ramt af stroemafbrydelsen, der varede lige til kl. 21.30, saa man kunne ikke faa en kop kaffe og isen blev hen ad dagen mere og mere bloed. Der var kun en pengeautomat, der fungerede, og det var, fordi banken havde faaet fat i en generator.

Ind i La Paz

Turen ind til La Paz blev lidt anderledes end planlagt. Ca. 35 km foer vores bestemmelsessed p`hovedvejen ind til byen var en stoerre protest i gang, vistnok for at udtrykke utilfredshed med, at man ikke faerdiggjorde udbygningen af hovedvejen til en 4-sporet vej, men lod den ligge halvfaerdig som byggeri uden asfalt men med masser af stoev.

Protesten var arrangeret paa den maade, at kvinder sad i en raekke paa tvaers af vejen, saa biler ikke kunne komme igennem. De var dog finke til at lade os komme igennem, og det virkede meget fredeligt. Kvinderne talte sammen, strikkede og hyggede sig, og nogle havde opstillet smaa boder med salg af drikkevarer og snacks.

Faa hundrede meter efter den foerste menneskekaede fulgte den naeste kaede, og saadan blev det ved. Efterhaanden blev kaederne bredere og der var fagforeningsfolk, der styrede, at de rigtige var med i kaeden.

Omkring 25 km foer vores bestemmelsessted i bymidten standsede vi, og blev i lejede busser koert det sidste stykke, angiveligt fordi stemningen laengere inde var mere ophidset og fordi det ikke var muligt at etablere konvojkoersel.

La Paz

La Paz

La Paz er Verdens hoejest beliggende hovedstad. Den ligger i 3600 m's hoejde, og man koerer ned til den fra det omgivende hoedemassiv. Byen vokser op ad bjergsiden og er en kaempestor by, som man kan faa syn for, naar man begynder nedkoerslen.

Det er ogsaa en rigtig storby med et haabloest trafikalt kaos, masser af mennesker overalt - og liv! Vi blev indkvarteret i et hotel i centrum, saa det var let at komme til sevaerdighederne og de mange gademarkeder. Vi havde to hviledage i La Paz, saa der var ogsaa god tid til at opleve byen, samtidig med at man fik gjort de goeremaal, der skal klares paa hviledagene: service og vedligeholdelse paa cyklen, toejvask, indkoeb osv.

Vores hotelvaert havde arrangeret en middag den foerste aften med meget laekker mad. Hun havde desuden hyret et boliviansk orkester, der spillede for os og fire dansere, som optraaedte med traditionelle danse. Det var meget flot og gjort helt uden udgifter for os.

Den foerste hviledag havde en stor del af holdet tilmeldt sig til en tur ad "Death Route", der starter i 4650 m's hoejde og 64 km senere slutter i 1760 m. undervejs koerer man langs afgrunden, og turen foregaar paa mauntainbikes, som det arrangerende firma stiller til raadighed. Men prisen var lidt voldsom, synes jeg, saa jeg valgte i stedet at se naermere paa La Paz, bl.a. med en sightseeingtur, som alle storbyer skal have.  Om aftenen havde vi selv arrangeret en barbercuefest, fordi vi nu er halvvejs paa vores tur.

Paa den anden hviledag var vi nogle stykker, der spiste frokost paa restaurant Gustu, som har dansk tilknytning. Projektet er starte af Claus Meyer og NGO-organisationen IBIS. Man tog fat i en raekke unge udsatte drenge i La Paz, og uddannede dem som kokke efter "Noma"-ideologi: brug lokale raavarer pssende til aarstiden. I april 2014 aabnede projektet saa restaurant med de uddannede kokke og med en dansk koekkenleder.

Videre i hoejderne

Solnedgang paa en bushcamp

Fra La Paz gik turen videre mod syd. Turen foregik i 3500-4000 meters hoejde, men jeg var ikke generet af hoejden. Andre i gruppen havde problemer med at sove eller hovedpine, og det gjorde, at der blev lidt mere traengsel i bussen - enten frem til frokost, saa man halverede dagsetapen, fra frokost til maalet, hvis man var blevet traet i loebet af morgenen, eller hele dagen.

Omraadet er et relativt fladt oerkenlandskab unden saerligt mange huse of dermed ikke store muligheder for at koebe en cola eller lidt chokolade. Vores overnatninger foregik i det, som TDA kalder bush-camps. Det daekker over, at vi slaar vores telte op ud midt i oerkenen, koekkenet bliver stillet op, og der er vand at drikke men ikke mulighed for at blive vasket bortset fra den smule, man kan goere med babywipes. Der bliver stillet et par spader frem, og hvis man skal forrette, tager man en spade, vandrer langt vaek fra campen og graver et hul. som man daekker igen, naar man har klaret sit aerinde.

I en bushcamp er der naturligvis ikke stroem, og det skal man bruge, naar man cykler med computer. Derfor har jeg en lille solcellelader med, saa jeg hver dag kan foelge med i, hvor mange kilmeter vi har koert. Og det er noedvendigt at vide, for dagens ruteangivelser bliver angivet som: "30,6 km - left at T-junktion", osv. 

I de hoejder, som vi koerte i igennem oerkenen, var der varmt om dagen, men meget koldt om natten. En nat blev der maalt temperaturer omkring - 7 grader, og naar vi stod op for at spise morgenmad var der is paa teltet og paa vores tallerkener. Saa bliver man i sin sovepose saa laenge som muligt.

Om morgenen og om formiddagen var der forholdsvis vindstille, men hen over eftermiddagen tog en kraftig blaest til og hvirvlede sand og stoev op, samtidig med at blaesten koelede. Det fine sand kom ind alle steder, ogsaa i teltet, selv om det var lukket, men hvad vaerre var kom det ogsaa ind i teltets lynlaase og gjorde, at de ikke kunne lukkes. Saa maatte man i gang med en tandboerste og saebevand for at vaske sandstoevet vaek.

Vi befandt os i den del af Verden, hvor man man dyrke det ultrasunde quinoa, og det var derfor naturlgt, at vores aftensmad bl.a. bestod af quinoa, men ogsaa kartofter (der er mindst 60 forskellige sorter) og kylling. Jeg har aldrig spist saa meget kylling som i Peru og Bolivia.

Over saltoerkenen

I det sydlige Bolivia ligger en stor oerken bestaaende af salt. Den cyklede vi hen over. Vi brugte to dage paa det. Den foerste dag koerte vi ud til oeen Isla Incahuasi midt i saltoerkenen og andendagen koerte vi 65 km videre til fastlandet igen. Saltoerkenen er fuldkommen flad, og man skal vide, hvor man skal hen, for der er ikke veje. Det skal dog siges, at firehjulstraekkere med turister saetter spor med deres daek, men det betyder blot, at man skal vaere klar over, hvilket spor man skal foelge. 

Paa denne tid af aaret var saltet helt toert og haardt som beton. I regntiden er det nok umuligt at koere i det oploese salt. Nu var det naermest som at koere hen over en tilfrosset soe, himlen var helt blaa, saltet var hvidt og solen skinnede. Det var noedvendigt at have solbriller paa for ikke at blive - ikke sneblind, men saltblind! En fantastisk oplevelse!

Isla Incahuasi, hvor vi havde lejr en nat, var indtil for 20 aar siden ubeboet. Men en initiativrig bolivianer fandt ud af at bosaette sig paa oeen, etablere en restaurant, kiosk med souvenirer, et lille hostel og en bar. Og saa havde han skabt det sted, hvor alle firehjulstraekkere med turister skulle ind enten for at overnatte eller for at spise frokost. Om eftermiddagen og aftenen var blaesten saa kraftig - der er jo ikke noget, der kan bremse vinden - at telte blaeste om kuld, og vi var noedt til at laegge os i oeens bygninger for at sove.

Udsigt fra Isla Incahuashi

Ved Verdens ende

Togkirkegaarden i Uyuni

Ikke langt fra saltoerkenen ligger byen Uyuni. Her havde vi en hviledag paa min foedselsdag - uden at de to ting har noget med hinanden at goere. Uyuni er stedet, man tager til, hvis man vil paa tur til saltoerkenen med en af firehjulstraekkerne. Det vrimler med dissse biler, og mange bureauer har kontor i byen. 

Ellers er der ikke meget at opleve i byen. Der er rigtig koldt, der blaeser en strid vind gennnem byen og paa grund af toerken baerer den stoev og jord med sig, saa man ikke kan se fra den ene ende af hovedgaden til den anden. Vi har tradition for, at man giver kage til aftensmaden, naar man har foedselsdag, men byens eneste bager havde lukket om soendagen, saa vi maatte have kagen til gode til en anden dag.

Byen var tidligere et knudepunkt for jernbanetransport mellem minerne i bjerglandet og havnebyerrne ved havet. Men den tid er forbi, og det eneste levn, der er tilbage, er jernbaneskinnerne og en togkirkegaard, hvor man kan se mere eller mindre ophuggede togvogne og lokomotiver

Mod graensen

Nu kom nogle dages koersel i et meget oede omraade, hvorvi boede i bushcamps. Vejene var meget daarlige - oftesten ujaevn skaerver- og grusvej, der var rillet paa tvaers som et vaskebraedt. Dertil kom, at vi havde store stigninger, en dag over 1500 hoejdemeter paa mindre end 80 km. Saa er man traet, naar man kravler ind i teltet!

Et af lyspunkterne var, at vi naermede os graensen til Argentina og asfalterede veje, som jeg har det vaesentligt bedre med.

Lamaboef er meget velsmagende.