Vanskelig graensepassage

Fremme ved graensen til Chile begyndte en laengerevarende proces. Ialt otte checks var vi igennem, inden vi kunne starte nedkoerslen mod Los Andes og Santiago.

Foerst blev vi noteret op i hold à 4 personer paa en blanket, som vi skulle have med os resten af turen gennem graensestationen. Paa blanketten noterede embedsmanden navn og pasnummer.

Derefter stillede vi op i en koe for at faa udrejsestemplet fra Argentina. Det gik nu ret hurtigt. Hele tiden holdt vi os til vores firemandsgruppe.

Saa stillede vi op i nabokoeen, hvor vi afleverede vores paa forhaand udfyldte ansoegning om indrejse. Ansoegningen indeholdt oplysninger om navn, adresse, pasnummer, hvor vi skulle bo i Chile osv. Efter en lang ekspeditionstid fik vi indrejsestemplet og en blanket, der skal afleveres ved udrejsen.

Nu skulle bagagen hentes og baeres frem en roentgenscanning. Hvis man havde madvarer, skulle de afleveres, for det maa man ikke medbringe ind i Chile.

Cyklen skulle ogsaa registreres paa en saerskilt blanket med gennemslag. Efter en grundig gennemlaesning fik vi hver isaer gennemslagsarket, som vi skulle have med videre gennem graensestationen.

Efter lang ventetid kom en embedsmand i tanke om, at vores cykeltasker og loese rygsaekke nok ogsaa skulle roentgenfotograferes, saa vi vendte tilbage til roentgenscanneren med vores loese tasker.

Endelig kunne vi med vores firemandshold koere frem til sidste check, hvor vi afleverede gennemslagsblanketten og listen med de fire navne, og tilbage var blot en ting:

Vi var noedt til at vente paa, at vores busser kom igennem, for hvis der pludselig blev problemer med en taske eller en reservedel til en cykel, var det noedvendigt, at ejermanden var til stede.

Hele processen tog omkring tre timer, hvor vi baade blev behandlet som individuelle rejsende og som busrejsende.

 

I Santiago

Fra graensen gik det staerkt nedad. Straks efter den langsomme graensepassage koerte vi gennem en masse serpentinersving, og i loebet af 55 km koerte vi 2050 meter ned. Vi havde lejr omkring 100 km foer Santiago, og dagen efter koerte vi ind i storbyen. Vi koerte otte sammen, og det var heldigt for mig, for ellers havde jeg aldrig fundet hotellet inde midt i byen.

Santiago er en smuk, ren by med mange groenne steder og masser af liv. Naer hotellet havde flyselskabet LAN et kontor, og der fik jeg ordnet billet fra Ushiaia til Buenos Aires. Jeg var ellers blevet lidt nervoes ved tanken om, at vi var 40-50, der skulle til Buenos Aires med cykel og stor oppakning nogenlunde samtidig, men det var ikke noget problem.

Paa en tur til Plaza des Armes havde jeg vaeret inde paa et stort fiskemarked, hvor der i midten var en laekker fiskerestuarant. Om aftenen var vi fire, der ville spise sammen, og vi blev enige om at besoege fiskerestuaranten. Det var midt i kl. 17-19-mylderet, og metroen var stopfyldt med mennesker. Eneste mulighed var, at vi maste os ind, et par stykker i hver vogn, og saa moedtes igen paa den station, hvor vi skulle af. Erwin og jeg klemte os ind i det foerste tog, hvor folk stod, saa de ikke kunne bevaege sig - udtrykket "som sild i en toende" kom helt til sin ret her. Da vi stod ud, sagde Erwin: "Uf, jeg har mistet min pung. Jeg havde den i denne lynlaaslomme i mine bukser, og nu er lynlaasen aaben."

Mens vi stod og aergrede os over det, kom naeste tog med de to andre. Lidt henkastet sagde jeg: "Og nu har I vel jeres penge?" De saa lidt forvirrede paa mig, hvorefter Svend udbroed: "Fuck, min pung er vaek, og jeg havde endda haanden i den lomme!" De to bestjaalne havde mistet en del kontanter og deres Visa-kort, saa vi tog straks toget tilbage til hotellet for at faa lukket kortene. Besoeg paa fiskerestuaranten blev der ikke noget af. Den eneste grund til, at vi to andre ikke blev bestjaalet var sikkert, at Michael havde sin rygsaek paa maven og armene foldet hen over, og at jeg havde mine vaerdier i en mavepung. 

Naa, begge fik klaret finanser til resten af turen, den ene havde yderligere et kreditkort paa hotellet, den anden fik banken til at sende et nyt til naeste hviledags hotel. 

Den staedige franskmand

Her er historien om Eric fra Frankrig. Eric er omkring 40 aar gammel og havde besluttet, at han ville cykle 7 af TDA-turene i traek. Denne i Sydamerika var den tredje. Han var racer og laa paa andenpladsen med en - i hvert fald teoretisk - chance for at blive hurtigste mand paa turen fra Cartagena til Ushiaia.

Foerste gang, jeg observerede Eric, var paa en etape, hvor vi skulle slutte op ad et bjerg og slaa lejr midt paa en sandslette. Ved frokostvognen fik vi at vide, at man havde kortet etapen af med 10 km, fordi den oprindelig lejrplads var uegnet. Da jeg kom frem til den nyudpegede lejrplads, fortalte nogle af de hurtige, at Eric havde passeret og var fortsat videre uden at de kunne raabe ham op, fordi han koerte med musik i orerne. Efter lang tid vendte Eric tilbage, hvidgloedende af raseri. Han havde koert yderligere 25 km, inden han fandt ud af, at han var kommet for langt. Han paastod, at han ikke havde faaet besked om de aendrede lejrplaner ved frokoststedet, men det franske temperament blev foerst rigtig taendt, da lederne ville registrere hans sluttid som den tid, hvan var kommet ind i lejren. Selv mente han rimeligvis nok, at man kunne registrere hans koeretid til det tidspunkt, han passerede foerste gang, for han havde fulgtes med en anden racer, der var koert ind til lejren. Foerst efter lang diskussion, hvor nogle af os blandede os og talte til retfaerdigheden lykkedes det at faa den korte koeretid.

Naeste gang, jeg oplevede Erics staedighed, var i La Paz. Vi var syv, der tog til en dansk restaurant/kokkeskole for at spise paa vores hviledag.  Der var paa spisekortet tre muligheder: en femretters menu, en syvretters menu og en lunchmenu. To ville gerne have fremretters, fire ville have syvretters og Eric ville have lunch. Restaurationschefen fortalte, at det jo egentlig var et uddannelsessted, og han mente ikke, at koekkenet med den bemanding, man havde den dag, kunne haandtere tre forskellige serveringer samtidig. Maaske kunne de klare baade femretters og syvretters, men lunch gik ikke. Eric svarede kun: "Jeg vil have lunch!", og det svarede han gentagne gange uanset hvilke argumenter restaurationschefen forsoegte med. Da Eric havde fastholdt sin ordre maaske tyve gange, fik han sin lunch - men uden smil fra chefen!

Tredje gang gik det galt for Eric. Han og hans koeremakker besoegte paa turen ind til vinbyen Cafayette en raekke bodegas, hvor de smagte paa varen. Hvor meget, de havde smagt, ved jeg ikke, men sidst paa eftermiddagen dukkede de hoejroestede op paa hotellet. Da Eric opdagede, at han skulle bo paa et 4-mands vaerelse, blev han meget vred og sagde, at det ville han ikke. Han satte sig i receptionen og skumlede, og paa et tidspunkt kom den leder forbi, der nogle uger forinden tilsyneladende ikke havde fortalt ham, at etapen var blevet afkortet. Jeg overvaerede ikke episoden, men ifoelge fortaellingen var Eric faret op og havde overfuset lederen, hvorefter han havde grebet fat i hans krave og truet ham med taesk. Man besluttede herefter, at Eric ikke laengere kunne vaere med pa turen, og da vi forlod Cafayette var Eric vaek.

Da vi skulle forlade Santiago, stod Eric der pludselig igen. Hans cykel var blevet udstyret med store cykeltasker. Han koerte samme rute som os, men var ikke en del af holdet, fik ikke mad ved vores biler og overnattede ikke i vores lejr. Ledelsen kunne jo ikke forhindre Eric i at koere paa vejen, og det udnyttede han.

Paa et tidspunkt i Patagonien blev han dog haegtet af, fordi vi skulle over en soe i en privathyret baad. Her kunne han ikke komme med. Men han fandt en anden vej, og da vi koerte ind i Ushiaia, var Eric der.

Det kalder jeg staedighed!

Syd for Santiago

Omraadet syd for Santaiago var meget frodigt. Der var mange vinmarker og frugtplantager, hvortil kommer charmerende landsbyer. Husene baerer praeg af velstand. Efter et par dage i dette dejlige landskab, koerte vi ud til Stillehavet. Langs havet er skove med store naaletraeeer, store savvaerker og traeforarbejdningsfakrikker, herunder firmaer, der bygger traehuse. Der var ogsaa mange traehuse til udlejning, men vi er lidt uden for saesonen.

En nat overnattede vi paa en campingplads i en eucalyptusskov lige uden for byen Chiano. Jeg undrede mig over, at byen bestod af ganske nye huse, men fik fortalt, at der for fem aar siden havde vaeret et jordskaelv med epicenter 40 km nord for byen. Skaelvet udloeste samtidig en tsunami, og de to ting tilsammen havde stort set oedelagt alle bygninger. 

Landskabet blev flottere og flottere for hver dag. Nogle dage kunne vi se sneklaedte bjergtinder, og man fortalte, at de bjerge blev benyttet af en raekke landes elitesportsmaend til traening pga. den gode sne.

Vi naermede os nu Patagonien med regn i rigelige maengder. En eftermiddag styrtregnede det, vores lejr var i en skov ud til en flod, der var ingen faciliteter saasom brusebad eller et hus, man kunne gaa ind i, men hundekoldt. Saadan en dag taenker man over, hvorfor man dog udsaetter sig selv for det liv!